I gotta hold on.

Når det sker at jeg får det rigtig dårligt, kan jeg mærke anoreksien der trækker i mig.
Jeg kan mærke hvordan at det hele hiver i kroppen på mig.

Er jeg sur på nogen, har jeg endnu mere lyst til det. Som en straf.
- Gør det mig til et dårligt menneske?

Jeg ville ønske at min kæreste vidste besked om min bulimi. For han tror jo at jeg er ovre anoreksien, når jeg spiser som jeg gør.
Han ser bare ikke turene på toilettet.
Han ser ikke sorgen og angsten.

Jeg bebrejder ham ikke noget. Det er ikke til at se. Faktisk er det sjældent at jeg føler direkte sorg og angst længere.
Faktisk er det sjældent at jeg føler noget om det, længere.... det skal bare overståes.

Men når jeg får sådan en besked, som bare føles som ti slag mod maven. Så er det sorg og angst. Jeg var bare glad for at han ikke var der.
At han ikke var der til at se mine ben som førte mig ængsteligt mod toilettet.

At han så må gå for at gøre det, jeg ikke bryder mig om, giver mig lyst til at lade ham mærke hvad jeg mærker.
Sorgen, følelsen af ikke at kunne gøre noget.
Jeg får lyst til at lade være at spise. Ikke at jeg føler mig grim længere. Jeg får bare lyst til at vise ham, at det her, det er smerte. Det er hvad jeg føler hver eneste gang.

Jeg beskylder lidt mig selv for at overdrive en smule i disse følelser. Ikke at jeg lyver omkring det jeg skriver, men jeg tror at mine følelser er større end de normalt ville være.
Hvorfor, ved jeg ikke.
Alt rammer mig ekstra hårdt, og det går udover min krop. Det er ikke fair, og jeg er nødt til at holde fast i alt det gode som er kommet til mig efter at jeg er nået et skridt videre.

Det er bare så svært at holde fast og kæmpe for at stå op igen.
Jeg kan ikke lade være at kaste op flere gange om dagen.
Nogle dage kun én gang. Andre dage slet ikke, fordi at jeg har været ude hele dagen og derfor formået ikke at spise.
Nogle dage tre gange... muligvis fire.

Jeg er blevet for ligeglad.
Fortjener jeg så overhovedet at blive rask? Når jeg er ligeglad?

Skal jeg klare skolen igen efter mit sabbat/helingsår, så må det snart holde.
Jeg kan ikke klare heste, kæreste, skole, lektier, venner, familie, fritid (her indforstået med min irriterende mani med at skulle være kreativ) og spiseforstyrrelse.

Men jeg bilder mig selv ind at jeg kan.
Jeg overbeviste mig om at jeg var smuk. Nu må jeg overbevise mig om at jeg stærk nok til at klare det her.

Men vil jeg det, er jeg nødt til at fortælle min kæreste det. Jeg er nødt til at fortælle alle hvor meget jeg har brug for deres støtte.
Men jeg tør ikke at tage springet. For gør jeg det, er der ingen vej tilbage. Så er der kun én vej, og det er frem.
Jeg vil ikke have mulighed for at fortryde, jeg vil ikke have mulighed for overhovedet at se tilbage. Jeg har kun mulighed for at stå oprejst, og at gå fremad.

Det betryggende ville være at alle ville være der til at gribe mig. Men er det nok? Er deres kærlighed nok til at jeg kan overvinde det her?

Så deet...

Hvor er det dejligt med så lækkert et vejr.
Egentlig går tingene godt. Vi er ved at få stalden ned, og så ind med nogle rigtige hestebokse. Det bliver herligt! Dog kræver det rimelig meget arbejde fra min side af - men alt for mine hypheste (og mig selv!)

Jeg har været hele ugen hos hr. kæreste, og det går rigtig godt. Meget bedre end forventet, egentlig. Dog er jeg også lige hjemme og ordne hestene, og så afsted igen. Det er rigtig rart. Og så har vi fået løst nogle konflikter ang. en af hans veninder. Så nu skal jeg have talt med hende om hendes måde at være overfor min kæreste på - hun er alt for kærlig til bare at være en god veninde, og jeg mener ikke at det er ordentlig opførsel. Så nu må jeg være "hende den dumme" og træde imellem det.

Mads skrev også til mig. Det var vel meget rart.
Så ja.

God sommer!

Now you're just somebody that I used to know

Live now, not yesterday, not tomorrow

Egentlig ved jeg ikke rigtigt hvad jeg skal skrive.
Jeg er kommet så langt på rigtig mange områder, og alting går egentlig godt. Stadig har jeg bare svært ved at være helt lykkelig - og jeg ved egentlig ikke hvorfor. Jeg tror ikke at jeg tillader mig selv det?

Det er bare alt for let at leve i fortiden og fremtiden, end i nuet. Tror virkelig at man fortryder det en dag.

Backstabber

Det går faktisk helt okay. Alting er okay. (Udover at jeg tror at jeg har glemt to samtaler med kommunen - shit!)

Jeg har mere styr over det hele. Mere overblik. Mere overskud. Og jeg kan fortælle mine følelser på en helt anden måde, og jeg kan få andre til at være langt mere åbne. Det er rigtig dejligt at mærke den tæthed man føler.

Det er godt nok ærgerligt når der så er nogle som bare vil træde en over tæerne.
En af min kærestes veninder synes åbenbart at jeg er en dum, dum en, fordi at vi har forskellige holdninger. Hun kan dog ikke sige det direkte til mig, næ, hun siger det til min kæreste. Jaja. Han har bare alt for svært ved at sige fra overfor folk - men ham om det, for det er jo hende der bliver til grin her. Det er bare næsten synd for hende?
Men hun synes da lige at hun skulle skrive på en af mine statusser, at hun elsker min kæreste. Og det gav ingen mening overhovedet.... Haha, jeg må indrømme at jeg tænkte lidt wtf. Men hende nu om det.

Og så har jeg fundet ud af at mine gamle "veninde" havde sagt til min kæreste inden at vi kom sammen, at hun ikke vil se ham såret, så hun måtte lige fortælle at jeg havde en spiseforstyrrelse, var biseksuel, talte rigtig meget om mine problemer, og generelt var alt for belastende og hård at være sammen med.
Tusind tak, frøken.

Men det er nu ligemeget alt sammen. De må gerne tale bag om min ryg - jeg finder jo tydeligvis ud af det alligevel. Og så længe at han hører på mig og ikke dem, så er det kun dem der bliver til grin.

Jeg håber at I alle har haft en god påske. Min har været helt okay. Stille og rolig.
Jeg har været inde i en lidt svær periode, men er bestemt på rette spor igen. Det skal nok gå (:
Men nu vil jeg prøve lige at rydde op i køkkenet (mors ønske), og så se Teen Mom eller hænge billeder op på værelset. Egentlig ville jeg både male det, flytte rundt og få et sminkebord... men det blev for meget til at jeg magtede at tænke på det (: Har jo ikke alt for mange penge alligevel. Åh nej, nu stresser jeg mig selv igen. Suk.

God dag!

- Elis.

PMS ...

Uden pis tror jeg at jeg har det - haha !
Blev helt ulykkelig igår . Stakkels hr. kæreste vidste ikke hvad han skulle gøre .. Endte dog helt fint .

Ligenu føler jeg virkelig at alt er dødt . Jeg overvejer stærkt at sove , for at komme til imorgen !! Jeg kan slet ikke lide disse aftener , hvor der er så " stille " og mennesketomt .... har vænnet mig for meget til liv , haha .

Godnat !

- Elis

You don't know what you got .....

Till you're missing it a lot .

Jeg hader at det er sandt .
Alt det man ikke sætter pris på , mangler man pludselig den dag det ikke er der mere . Det bliver jo hverdag , kan næsten irritere en . Men uden det , er alt anderledes og trist .

Det går bedre med tankerne - allerede , og gudskelov for det .
Min kærestes venner er bare super søde , det var rigtig rart at møde dem . Er bare så rastløs idag - ville ønske at jeg var blevet hjemme hos ham . Men er ikke sikker på at han ville ønske det alligevel . Han lød helt underlig i telefonen .. Og svarer simpelthen ekstremt langsomt .. Han siger dog at han bare er søvnig , snakker lavt og ser en god film . Men stadig .

Tænker for meget når jeg en sjælden gang er rastløs .. Går nok bare snart i seng .
Men synes lige at I skal have fornøjelsen af denne skønne sang :

Alt for nu .
Hold jer muntre !

- Elis