Når det sker at jeg får det rigtig dårligt, kan jeg mærke anoreksien der trækker i mig.
Jeg kan mærke hvordan at det hele hiver i kroppen på mig.
Er jeg sur på nogen, har jeg endnu mere lyst til det. Som en straf.
- Gør det mig til et dårligt menneske?
Jeg ville ønske at min kæreste vidste besked om min bulimi. For han tror jo at jeg er ovre anoreksien, når jeg spiser som jeg gør.
Han ser bare ikke turene på toilettet.
Han ser ikke sorgen og angsten.
Jeg bebrejder ham ikke noget. Det er ikke til at se. Faktisk er det sjældent at jeg føler direkte sorg og angst længere.
Faktisk er det sjældent at jeg føler noget om det, længere.... det skal bare overståes.
Men når jeg får sådan en besked, som bare føles som ti slag mod maven. Så er det sorg og angst. Jeg var bare glad for at han ikke var der.
At han ikke var der til at se mine ben som førte mig ængsteligt mod toilettet.
At han så må gå for at gøre det, jeg ikke bryder mig om, giver mig lyst til at lade ham mærke hvad jeg mærker.
Sorgen, følelsen af ikke at kunne gøre noget.
Jeg får lyst til at lade være at spise. Ikke at jeg føler mig grim længere. Jeg får bare lyst til at vise ham, at det her, det er smerte. Det er hvad jeg føler hver eneste gang.
Jeg beskylder lidt mig selv for at overdrive en smule i disse følelser. Ikke at jeg lyver omkring det jeg skriver, men jeg tror at mine følelser er større end de normalt ville være.
Hvorfor, ved jeg ikke.
Alt rammer mig ekstra hårdt, og det går udover min krop. Det er ikke fair, og jeg er nødt til at holde fast i alt det gode som er kommet til mig efter at jeg er nået et skridt videre.
Det er bare så svært at holde fast og kæmpe for at stå op igen.
Jeg kan ikke lade være at kaste op flere gange om dagen.
Nogle dage kun én gang. Andre dage slet ikke, fordi at jeg har været ude hele dagen og derfor formået ikke at spise.
Nogle dage tre gange... muligvis fire.
Jeg er blevet for ligeglad.
Fortjener jeg så overhovedet at blive rask? Når jeg er ligeglad?
Skal jeg klare skolen igen efter mit sabbat/helingsår, så må det snart holde.
Jeg kan ikke klare heste, kæreste, skole, lektier, venner, familie, fritid (her indforstået med min irriterende mani med at skulle være kreativ) og spiseforstyrrelse.
Men jeg bilder mig selv ind at jeg kan.
Jeg overbeviste mig om at jeg var smuk. Nu må jeg overbevise mig om at jeg stærk nok til at klare det her.
Men vil jeg det, er jeg nødt til at fortælle min kæreste det. Jeg er nødt til at fortælle alle hvor meget jeg har brug for deres støtte.
Men jeg tør ikke at tage springet. For gør jeg det, er der ingen vej tilbage. Så er der kun én vej, og det er frem.
Jeg vil ikke have mulighed for at fortryde, jeg vil ikke have mulighed for overhovedet at se tilbage. Jeg har kun mulighed for at stå oprejst, og at gå fremad.
Det betryggende ville være at alle ville være der til at gribe mig. Men er det nok? Er deres kærlighed nok til at jeg kan overvinde det her?
