Sommetider , incl. nu , tænker jeg tit på , hvor meget vores lille vovse egentlig ved / har været igennem .
Vi har haft hende i 9 år . Hun er jo den i huset der kender os alle allerbedst ! Hun kan være der mens jeg kaster op ( nogle tænker nasty , men hvis ikke hun er med på badeværelset venter hun udenfor døren . Jeg tror hun ved jeg har det skidt ? ) , mens mor har grædt om natten , mens min stedfar har siddet magtesløst på sengen , mens min søster har grædt sig selv i søvn , mens min lillebror har fået sin vredesudbrud , mens min søsters kæreste er kommet hjem om natten uden at vide , hvad han skal gøre .
Hun har set mig græde af lykke , set mor danse og synge , set min stedfar kramme os alle , set min søster være fuldtendt af fred , set min lillebror grine hysterisk og lege gemmeleg med os andre , set min søsters kæreste grine sit grimme , kære grin over en baby-video .
Hun har jo set os fra alle sider .
Hun kender os bedst .
Og hun er så gammel , og har da sine ... " fejl / sygdomme " .
Det er virkelig gået op for mig , hvor meget jeg frygter den dag , hun dør .
Hun har bare altid været der . Ikke altid vi har tænkt over det - frygteligt nok .
Når hun er væk .... hvad er der så tilbage af min barndom ?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar